Ord fra mit højskoleophold

I min taske kan man næsten altid finde en pose abrikoser. Der er tit kun få tilbage, som jeg gemmer, til hvis jeg skulle blive sulten eller bare hvis jeg en dag skulle stå et sted og mangle en tørret abrikos. Jeg elsker abrikoser, de er så smukke som smilerynker og så bløde som min mormors hud, og de dufter faktisk også lidt som min mormor, så abrikoser er nok meget mormoragtige. Man siger altid, at noget er rynket som en rosin, og det lyder negativt, men hvis man var rynket som en abrikos, ville det nok være positivt. Desværre lyder det enormt ulækkert, når man tygger hårdt ned i en blød, tørret abrikos, eller når man med tænderne og sin venstre hånd ligesom trækker den trådede, tørrede frugt fra hinanden for at få en sød, lækker bid. Det lyder helt smaskende, lidt som når nogen smasker, selvom det er meget uhøfligt at smaske, fordi det lyder så vådt og grimt, det er sådan, det lyder, når man bider i en tørret abrikos, vådt, selvom tørrede abrikoser burde være tørre, de ligner i hvert fald ikke utørrede abrikoser, og de lyder heller ikke ens, når man spiser dem, friske abrikoser lyder meget lækrere, vådt, men på en frisk måde, og de er jo også friske, men de tørrede abrikoser smager bedst, og så må lyden ignoreres. Man skal spise det, man godt kan lide, især om sommeren. Om sommeren er det okay at leve af frugt og andre ting, som ikke er rigtigt mad, hvis man spørger de fleste mødre. Samme mødre, i øvrigt, som kan lære én, hvordan man spiser de fleste ting uden at smaske (her er abrikoser undtaget, men det er fordi det ikke kan undgås). Desuden er det ikke mig, der skal høre på det. Jeg spiser bare.

——————————————————————————————————————————————-

START!

——————————————————————————————————————————————-

Jeg finder mig selv blandt folk som er nøgne,

skaber dækkende tøj med mine åbne øjne

——————————————————————————————————————————————-

Jeg er helt vild med friske bælg-selv-ærter, som altid har en farve, der ikke kan efterlignes, heller ikke i papirvarehandler, som ellers gør kvalificerede forsøg på at ramme netop den farve, som er den eneste grønne farve, der rent faktisk er beroligende for øjnene, sådan som man siger, grøn er. Grøn er i alle andre tilfælde overhovedet ikke beroligende for øjnene, det kan være helt stressende nogle gange, men det er heldigvis ikke så tit, og jeg undgår gerne de situationer, da det nemt kan blive ubehageligt for alle. Og ærter har heldigvis ikke den farve, hvilket er en af grundene til, at jeg kan lide dem, men ikke den eneste, og det er meget godt, for det virker overfladisk kun at dømme noget på dets farve. Det gør jeg heller ikke mere. Alle ærterne er selvfølgelig forskellige, men de har den samme farve, og når man åbner en ærtebælg dufter der lige, som der skal. Det kan man selvfølgelig ikke bare sådan sige, men det synes jeg faktisk lige præcis, der gør, det er sådan, der burde dufte noget oftere. Ærter er en af de eneste madvarer, der dufter perfekt, for ærter dufter lysegrønt, og det passer meget godt. Det er sjældent. Desuden smager de af sommer, også de store, melede, dem kan jeg godt lide.

——————————————————————————————————————————————-

SKIFT!

——————————————————————————————————————————————-

Jeg finder mig selv forskudt for tiden

ved siden af og beskudt med glemt viden

——————————————————————————————————————————————-

Lakridsis har alt, hvad man kan ønske sig; smagen af noget mørkt og stærkt, som godt kunne bide sig fast i ens tunge, men som alligevel med sin frosne, glatte konsistens glider let af selv den mest nubrede tunge. Og farven, som så glimrende kamuflerer, at der her er noget, som er værd at spise, den grå-brunligt-gule farve, som ellers kun kendes fra de af efterårsbladene, man aldrig gider at beskrive, fordi de ikke er røde eller orange, som efteråret jo helst skal være, men i stedet er den falmede farve, man helt med vilje overser, for kunne det ikke være skønt, hvis efteråret kun var rødt og orange og måske også gult på de allerlyseste dage, men sådan er det ikke, og lige den farve har lakridsis. Lakridsis passer til somre i hængekøjer i smukke, uordentlige haver, selvom det let bliver klistret, hvis man f.eks. spilder noget eller er så lille, at man ikke helt kan ramme munden i første forsøg. Det gør ikke så meget at være snavset, når det bare er lakridsis, man har ud over det hele, og det kan nemt fjernes med en fugtig klud eller en lille barnetunge, hvis man bare er hurtig. Derfor er lakridsis en perfekt sommerspise, som man skal huske at sætte pris på, for det smelter meget hurtigt, og man kan heller ikke få det så tit, som man kunne have haft lyst til og ønsket sig.

——————————————————————————————————————————————-

Opgave: skriv en B16 (lille sekstensiders bog man selv kan lave) på én time med overskriften ‘Mit nøgne hjerte’.

———————————————————————————————————————————

Mit nøgne hjerte

———————————————————————-

Mit nøgne hjerte

kramper

og er helt blodigt

men der er ikke ret meget plads

så ingen hurtige bevægelser her

———————————————————————-

Mit nøgne hjerte

klumper sig sammen

og gør sig hårdt.

Kan organer også

ligge i fosterstilling?

———————————————————————-

De vil gerne have

mange ting på engelsk

Jeg forstår ikke hvad de mener,

men det lyder meget rigtigt

———————————————————————-

Jeg finder mig selv

forskudt for tiden,

ved siden af

og beskudt med viden

Stop!

———————————————————————-

———————————————————————-

.            H u s k

.         h U s k

.      h u S k

.  h u s K Y S S E N E

.                               E

.                               N

.                               E

.                               R

.                               E R

.                                       D U

.                                               H E R

.                                                             ?

———————————————————————-

Man rører ikke ved

ting i bevægelse,

vel?

Det er derfor

hjerter banker;

for at få mere

fred.

———————————————————————-

Folk der stammer

meget

har mindre at sige

og mere på hjerte.

Hjerter skal helst være rene

som hjertets renhed

men alligevel

vil man jo gerne

have meget på hjerte.

———————————————————————-

Negle kan være

dødbringende

og gode

alt efter om de

forstyrrer fred

eller kradser

ubehagelige ting

på hjerter

af.

———————————————————————-

Den mest ulige fordeling

i hele kroppen

ligger vel i at

hjertet,

som betyder så meget

ligger til venstre.

Det er lidt snyd

for højre.

———————————————————————-

Her bliver

helt mørkt

men her er

varmt og rart.

Opgave: skriv om tvangstanker/ritualer.

———————————————————————————————————————

Hvis Cecilie rører ved noget med den ene hånd, for eksempel kanten af den hvide Mac, skal hun gøre det samme med den anden hånd lige præcis lige så hårdt, lige præcist samme sted på hånden, fordi det hele skal være ens og alle følelser skal være symetriske. Sålen i hendes højre sko glider op og trykker på hendes højre hæl hele tiden, fordi den er i stykker, så nu skal hun kradse min venstre fod mod mange ting meget tit, i stedet for at købe nye sko. Hun burde købe nye sko.

Julie skal huske at stille sin grå taske på værelset ved væggen til højre når man kommer ind, hænge den sorte jakke op i entréen, tage skoene af, først venstre, stille den venstre inderst mod elskabet, så vaske sin vandflaske med sæbe i køkkenet, lægge iPod, læbepomade og mobiltelefon i den grønne skål på bordet i det lyse værelse, så må hun endelig kæle med Baloo i lidt tid, indtil han vender sig om på ryggen, og først derefter må hun gå på toilettet.

Cecilies øverste dyne skal ligge længere nede end hendes nederste, så den kan dække hendes tæer, også selvom hun har det for varmt. Hun skal også huske at det bedste sengetøj, helst det hvide med hjerterne fra børne-IKEA, skal på den tykke dyne, fordi den er bedst og det skal den blive ved med at være.

Når man går ind på Julies badeværelse med den farvede bruseniche skal man slå ind i badeforhænget, for at tjekke om der er nogen derinde.

Tanja kan ikke spise en appelsin uden at pille alt det hvide af, for det hvide ødelægger hele oplevelsen, appelsinen bliver først sig selv når den er helt fri for det hvide.

For at falde rigtigt i søvn skal Cecilie ligge på maven, så dreje om på ryggen, så ligge på venstre, så højre, så venstre side, så på ryggen og så på maven. Hvis hun ikke ligger længe nok i de forskellige stillinger er hun naturligvis nødt til at starte forfra, det er klart. Hvis hun falder i søvn uden alle de her ting, er det en forkert nat.

Eva vil kun sove i hvidt eller blåt sengetøj, det vil altid være det reneste. Hun kan ikke lide, at krusene på højskolen ikke er helt ens. Det er de næsten, så hun bruger meget tid på at sortere de krus, så der kommer orden i sagerne.

Når Kristoffer kommer gående på en vej et sted og en bil overhaler ham, skal han enten i dækning bag en anden bil eller sætte sin ene fod ned lige præcist idet bilen kører forbi.

Cecilie synes, alt helst skal være i lige numre og at højre er klart bedre end venstre, selvom venstre lyder mere ‘lige’.

Trine vil gerne synkronisere sine bogbagsider, så de er helt ens, helst hvide og med samme skrifttype, og så synes hun, det skulle hedde CDO – det er OCD bare i alfabetisk orden, det ville passe bedre.

Dagmar er nødt til hoppe over alle de hvide striber, når hun kører i bil, enten med øjnene, tankerne eller øjenbrynene.

Når Cecilie cykler hjem fra skole må hun kun træde fire gange i pedalerne på den sorte cykel på Nørresøhøjen og det skal være før asfaltdelingen, som kommer præcist en sjettedel inde ad vejen, præcist én vejrtrækning. Hun skal selvfølgelig starte med venstre fod, for så ender hun med højre fod og det er bedst, fordi hun så kan sætte venstre fod først ned fra cyklen, og sådan er det nemmest at stå af. Og også mest rigtigt.

(Opgave: skriv et klassisk digt, indeholdende temaer som død, forgængelighed, sex, liv).

——————————————————————————————————

Jeg er en tom skal af lykke,

dit kulturelle sammenbrud

og jeg blomstrer og visner

åh - i takt med dit gispende åndedrag.

Jeg er dit smuldrende forsvar

mod det ødelæggende liv,

og jeg er

naturens endegyldigt

i glas og ramme

Duft! Syrener i cellofan.

Jeg dykker ned og suges ind

af dine eskalerende udåndinger

som skønne pibelyde.

Orgelmusik er død gone kulturarv,

en kanonisering af livets eneste uundgåelighed

puh! Som om det skulle være nødvendigt.

Så når du puster mig i øret

er du mere kulturelsnobbet end nogensinde før,

men vi har vel alle været der,

og mine illusioner brister

ÅH! med et brag.

(Opgave: skriv om en genstand. Find på et navn, et formål og en forhistorie til den)

———————————————————————————————————–

Det kunne godt være ret svært at holde koncentrationen, når man talte med farfar. Han sad altid og skar i ting, medens han fraværende forsøgte at sige ja og nej på de rigtige tidspunkter. Når han selv fortalte historier kunne han pludselig gå i stå, fordi hulknivens arbejde optog ham mere end samtalen – det var sådan, kniven var, nærmest hypnotiserende. Han sad og rokkede, når han brugte den, sådan lidt i cirkler, og det virkede så ynkeligt, som om han forsøgte at skabe sin egen boble, en verden, bare ham og hans gamle skægstubbe og kniven, en verden, vi ikke må være med i. Som om vi ville det.

Men han kunne også noget med den, kniven. Ingen af os havde nogensinde set sådan én før, det var en kort pind med et knivsblad i hver ende, et tyndt bladformet og et spidst, og de var frygteligt skarpe begge to, men de blev også omhyggeligt skærpede, hvis der kom ujævnheder i bladet. Straks ville han gribe det lille slibestål og nusse om knivsbladet med det, indtil han igen mente, kniven var skarp.

Hver dag brugte farfar de skinnende klinger til at udhule duftende træstykker i de mest sirlige mønstre. Han skar dybe riller, der fulgte egne veje rundt i træets årer, geometriske figurer, prikkede huller, skar tynde spåner af. Det var ny magi hver gang rillerne og figurerne blev til svulmende kroppe og ansigter med glødende øjne. På hylden over farfar stod de og holdt øje med fødslen af nye artsfælder, hylden som hang så lavt at farfar kunne nå den, selvom det krævede en enorm kraftanstrengelse. Dér stod de, farfars hundredvis af voksne Lønneberg’ske træliv, stod og holdt farfar i live og kniven i gang.

Knivens træskaft blev på en måde aldrig rigtigt slidt, selvom kniven konstant var i gang. Jo sygere farfar blev, jo sirligere blev mønstrene, og jo mere klamrede han sig til kniven. Man kan lave meget orden med sine hænder, men man kan ikke skære sygdomme ud af en gammel krop, heller ikke med en hulkniv.

(Opgave: nedskriv en drøm)

————————————————————————————————

Drøm!

Jeg smiler, da jeg kommer ind, for det gør man, når man skal til svigerfamiliefødselsdag, og jeg hilser på tre, fire, fem, og nu vil de have, at jeg skal sætte mig ned, men stolen er mest luft, så jeg lader bare som om jeg sidder ned ved at gøre mig lille og kantet. Det opdager de ikke.

Efterhånden stiger presset: jeg skal kunne huske deres navne, hvad de arbejder med og også deres yndlingsfarve, men det er virkelig svært, når de lukker øjnene, og jeg er blind, så jeg kan ikke se dem, og min mund er limet sammen, så det eneste jeg kan sige er ”onkel”.

De bliver sure, så jeg vender mig om på den anden side i dyner i Göteborg. Jeg har aldrig været i Göteborg, tænker jeg, jeg ved ikke, hvor Göteborg ligger, men alle dem, der er omkring mig, kender jeg. Min kæreste er der, godt nok med min ekskærestes jakke og pludselig også hans hår, og jeg kysser ham, selvom min mor bliver ved med at sige, at jeg skal komme hjem og være sød.

Jeg er ikke sød, jeg gider vist måske ikke snakke med dem, der vil snakke med mig.

Det er vildt varmt, jeg kan næsten ikke trække vejret, kan ikke huske, hvordan man gør og væggene er sorte og små og mindre og mindre og mindre og væk.

Jeg vender mig rundt i dyner, der dufter af uparfumerede sæber, ligesom den der sæbe med bogstaverne på, da man var lille. Jeg forsøger at få bogstaverne til at give mening i forhold til min families navne, men der er et P for meget, og det er en god sæbe alligevel, så jeg er faktisk ligeglad, selvom jeg ikke kan komme til at bade lige nu, for der er ikke bad i den her togkupé, og det ville også være upassende, siger en stemme udefra, et reality check, der ligesom sniger sig ind i drømmen, godt nok ret svagt, evt. gennem alt det vat, jeg kan se, men nu ved jeg, jeg drømmer.

Jeg gider alligevel godt kysse en eller anden fremmed dreng, som faktisk har ret bløde læber, men han er forbudt område, det sagde den indsnegne stemme. Desuden har han dun på overlæben, tænker jeg, siger jeg, og nu i hele hovedet, og han går i stykker for øjnene af mig, og det er også ret upassende. Da jeg forsøger at samle ham, tænker jeg på puslespillet med det skæve tårn i Piza og på at nogen med kort hår sagde noget om puslespil som fænomen i går.

Jeg vågner.

(Opgave: at lave en liste-agtig tekst med mange infinitiver)

——————————————————————-

Ting, der gør mig trist

Lukkede døre

Når isblomster smelter

Offentlig transport når man er ked af det

Coldplaymusik

At fryse

For små strømpebukser

Verdens uretfærdighed

Grimt gavepapir

Dårlig ånde

Folk, der taler langsomt

Evighedens prangende selvvigtighed

Knækkede blyanter

Lysegule ting

Freudianske overfortolkninger

At føle sig dum

Lysstofrør

Dårlig samvittighed

Mit eget snobberi

At spilde

Ekskærester i drømme

(Opgave: vi skulle skrive noget ud fra seks startere: jeg husker, jeg tror, jeg tror på, jeg hader, jeg gider ikke, jeg ville ønske)

——————————————————————————————————————————————–

Jeg husker den sommer i det sommerhus ved den strand. Lugten af hengemte dyner og lugten af dig.

Jeg husker, at vi talte meget, hele tiden talte vi. Også når vi ikke var sammen, konstant kommunikation var grundstenen i vores forhold, og det kan man jo hurtigt vænne sig til.

Jeg tror, det er sværere at vænne sig af med.

Jeg husker sand alle vegne.

Jeg tror, vi troede det ville vare evigt. Det er selvfølgelig en dum kliché, men det troede vi vist alligevel, for vi var helt ulækkert forelskede, og familiefester og sand alle vegne er jo ingen hindring for teenageforelskelsens stadige opretholdelse. Klitter og vand kan gøre meget, skjule meget, og alle kunne se, at vi var helt fortabte i hinanden.

Jeg tror på det, når min familie siger, at vi var helt perfekte. Jeg husker det sådan.

Jeg forstår ikke, at vi kunne holde det ud. Sand alle steder, ømme læber af for mange kys og vores uendelige småskænderier. Jeg forstår ikke, at de andre kunne holde det ud. Jeg forstår ikke, hvorfor vi var nødt til at rette alting hos hinanden, vi forsøgte alt hvad vi kunne ikke at vokse fra hinanden.

Jeg ville ønske, vi var vokset sammen i stedet.

Jeg hader, at du er mit vigtigste minde. Jeg gider ikke tænke mere på dig og jeg gider slet ikke være endnu en forvirret type, som hænger fast i, holder fast i at den første kærlighed er den vigtigste. Mit liv starter nu, i dag, i morgen. Ikke i februar 2006.

Jeg husker skøjter og varm kakao og en bænk og dine vanter og at mine kinder var så varme og røde. Jeg hader ellers kulde. Jeg husker familiefester og at holde i hånd under bordet, det første kys og dit sengetøj.

Jeg husker din bedste ven, den fest, lunkne øl og mine ømme fødder i dine hænder, mine tanker et andet sted.

Jeg tror, vi talte mere sammen de år, end jeg har gjort med min far på atten år, jeg tror vi dansede mindre end jeg nogensinde har gjort. Jeg danser ellers gerne.

Jeg husker cykelturen ud til dig, sytten minutter i forventningens glæde og skænderierne der tog dobbelt så lang tid. Jeg husker andre ting, der tog meget kortere tid.

Jeg husker to år med næsen i hinanden bøger, hovedet i hinandens skød, tankerne et andet sted. Jeg husker to år spejlet i dine blå øjne.

Jeg husker stadig den sommer i det sommerhus ved den strand. Jeg husker stadig dig.

(Opgave: at skrive noget besværgende, gerne med mange gentagelser)

——————————————————————————-

Du skal ikke røre mig

du skal slet ikke overveje det

du skal gå væk

du skal gå længere væk

du skal holde din mund og gå længere væk

du skal slet ikke tænke på det

du skal slet ikke tænke over det

du har ikke RET til noget

du har ikke en blankocheck til mine følelser

og du skal ikke tro, du er noget.

Det kan da godt være jeg lovede det

men ordene gælder kun det øjeblik, jeg siger dem

det har vi selv lært i højskolesangbogen.

Det kan da godt være, jeg lovede det

men det er noget andet nu!

Det kan da godt være, jeg sagde, vi kunne ses

men gå lige lidt længere væk

for jeg kan godt se dig herfra

det er nok.

Og du skal slet ikke kunne se mig!

(Opgave: at skrive noget meget VREDT)

———————————————————————-

Jeg bliver så SUR når folk går langsomt.

Det er vildt irriterende.

Som om vi ikke har noget at skulle nå, jeg har masser at skulle nå.

Det får mig til at gå endnu hurtigere

og tvivle endnu mindre på min kurs.

Tøsefnidder er så irriterende.

Folk skal opføre sig ordentligt,

alderssvarende og hensynsfuldt.

Og så i øvrigt lige tage sig sammen.

Man er ikke nødvendigvis intrigant fordi man er pige,

men åbenbart ret ofte.

Der er ikke noget mere irriterende end når folk læser symboler og klichéer ind i alt.

Gul er falskhedens farve,

vand betyder det ubevidste,

trapper betyder død.

Hold dog kæft.

Gul er bare en farve i den fantastiske regnbuepallet,

vand er vådt

og trapper er rimelig nødvendige.

Ikke et symbol på død.

Jeg er IKKE ‘hudløs’, bare fordi, jeg er en kvinde,

jeg har ikke lyst til at få børn bare fordi jeg tilfældigvis har æggestokke.

En kælder er IKKE altid symbolet på det ubevidste

og tiden læger IKKE alle sår.